Vejledning

Giv analysen det, en crawl ikke kan nå

Materialearkivet er stedet, hvor du lægger brandets eget materiale ind, så næste analyse bliver klogere.

Hvorfor

Fra online analyse til fuld brandanalyse

Et brand lever ikke kun på en hjemmeside. Det lever på butiksfacaden, på skiltningen, på varebilen, på uniformen, på emballagen og i messestanden. Ingen af de ting kan hentes af en crawl, uanset hvor god den er. Med materialearkivet er brandanalysen ikke længere en online analyse. Den er en fuld brandanalyse.

Sociale medier og nyheder kan sjældent crawles

Crawling af LinkedIn, Instagram og Facebook samt mange nyhedsmedier er blokeret, fordi platformene systematisk beskytter alt, der ikke er logget ind, og fordi artikler ofte ligger bag betalingsmur. Websøgning falder tilbage på søgemaskinens indekserede kopi, som kan være år gammel: i juli 2026 fik en bruger oplyst et forkert følgertal og en formulering, der ikke havde stået på profilen siden 2024. For almindelige hjemmesider er det et mindre problem. For sociale medier er det udfordringen. Materialearkivet løser dette.

Sådan virker det
1
Vælg brand og læg billeder ind
Træk dem ind i feltet, eller klik for at vælge. Materialet hører til det brand, du har valgt.
2
Sæt materialetype og dato
Typen afgør, hvordan materialet skal læses. Datoen afgør, om det stadig regnes som aktuelt. Begge dele gælder alle filerne i uploaden.
3
Skriv en note og et link som kontekst
Begge dele er valgfrie og sættes for hver enkelt fil. Noten er en kort linje på højst 100 tegn om, hvor eller hvorfor materialet er lavet. Linket dokumenterer, hvor det stammer fra. Begge kan rettes bagefter.
4
Materialet aflæses
Hvert billede læses for både tekst og visuelt udtryk, og resultatet gemmes.
5
Næste analyse bruger det
Materialet indgår i syv af de femten afsnit: kildegrundlag, brand assets, semiotik, distinctive assets, positionering, employer brand og kanal-eksekvering. Det holdes bevidst ude af de afsnit, der fastlægger brandets identitet, så et stykke materiale aldrig måles op imod en identitet, det selv har været med til at definere.
Fire materialetyper

Typen afgør, hvordan materialet læses

Et opslag, en annonce, en facade og en artikel er fire forskellige slags bevis. De vurderes derfor ikke ens.

Sociale medier
Organiske opslag i brandets egen stemme. Ikke annoncer, men det I selv skriver og deler. Her tæller både tekst og billede lige meget, fordi begge dele er jeres valg.
Annonce eller kampagne
Betalt materiale, online som offline: print, plakat, outdoor og bannere. Bedømmes som reklame, hvor et skarpt og enkeltsporet budskab er en styrke og ikke mangel på nuance.
Fysisk materiale
Facade, skiltning, emballage, foliering, uniform og messestand. Vurderes primært på det visuelle og sanselige udtryk. Sparsom tekst er helt normalt her.
Artikel eller omtale
Skrevet af andre om jer, også bag betalingsmur. Læses som omverdenens billede af brandet, aldrig som jeres egen stemme. Journalistens formuleringer tæller ikke som jeres tone-of-voice.
Sociale opslag

Både det, opslaget siger, og det, det viser

Et organisk opslag på sociale medier bærer brandsignal to steder på én gang: i teksten og i det visuelle – foto, farver, stil, stemning. Begge dele gemmes. Tager man kun den ene, smider man halvdelen væk, for I har valgt begge dele selv. Platformens egne knapper udelades bevidst, fordi "Synes godt om" og "Videredel" intet siger om brandet. Men engagementstallene beholdes: eksponeringer, kommentarer, delinger og følgertal er markedets svar på brandet.

Gode råd

Sådan får du mest ud af en upload

Læg materiale ind løbende
Arkivet bliver bedre, jo mere af brandet det dækker. Læg nyt materiale ind, når det opstår, frem for at samle sammen til en stor omgang. Så har analysen hele tiden det friskeste billede at arbejde ud fra.
Vælg repræsentativt, ikke kun det bedste
Analysen vurderer materialets kvalitet, ikke bare at det findes. Er det generisk eller usammenhængende, trækker det ned, præcis som det ville i virkeligheden. Og fordi man naturligt lægger sit pæneste op, læses arkivet som brandets stærkeste materiale: er selv dét gennemsnitligt, vejer det tungere, end hvis udvalget var tilfældigt. Læg derfor det ind, der viser brandet i hverdagen.
Skriv en note på det, du lægger ind
Arkivet vokser måned for måned, og om et år er det ikke længere indlysende, hvad et enkelt billede var, eller hvorfor det ligger der. En kort note holder materialet forståeligt for dig selv senere og for kolleger, der ikke var med, da det blev lavet. Den følger samtidig med ind i analysen som kontekst fra jer.
Hold materiale fra samme periode samlet
Datoen sættes for hele uploaden. Skal noget fra foråret og noget fra i sidste uge ind, så kør to omgange, så begge dele får den rigtige dato.
Regn med cirka 20 sekunder per billede
Ti billeder tager omkring tre minutter. Filerne læses én ad gangen med vilje, fordi serveren ikke har hukommelse til at læse dem parallelt. Luk ikke fanen undervejs.
Vær opmærksom på
Deling
Arkivet deles med hele organisationen
Materialet hænger på brandet, ikke på personen. Lægger en kollega opslag ind, indgår de også i dine analyser. Derfor viser hvert kort, hvem der har lagt det op og hvornår. Delt materiale, der ændrer alles resultater, må ikke være usynligt.
Tidspunkt
Materialet virker fremad, ikke bagud
Det indgår i den næste analyse. Allerede gennemførte analyser ændrer sig ikke, fordi en færdig analyse er et øjebliksbillede af det, der var kendt dengang.
Datoen
Vigtigere, end den ser ud
Datoen afgør, om materialet stadig regnes som aktuelt. Sociale opslag viser aldrig en rigtig dato, kun "4 d" eller "2 uger siden", og den slags bliver forkert i samme øjeblik den gemmes. Derfor spørger vi. Angiv den ærligt: gammelt materiale, der udgives for at være nyt, er præcis den fejl, funktionen skal forhindre.
Bevis
Bevis for noget, aldrig bevis for fravær
Analysen bruger arkivet til at bekræfte, hvad brandet gør og udtrykker. Den konkluderer aldrig, at noget mangler, fordi det ikke ligger i arkivet. Et arkiv er altid et udvalg.
Noten
Kort kontekst, ikke en beskrivelse
Ved hvert materiale kan du skrive en note på højst 100 tegn om, hvor eller hvorfor det er lavet. Indholdet aflæser vi selv, så noten skal ikke gengive, hvad der står eller ses. Den følger med ind i analysen som oplyst kontekst fra jer, ikke som brandets egen tekst.
Linket
Gemmes, men hentes ikke
Du kan notere et link til hvert materiale. Det gemmes som dokumentation for, hvor materialet stammer fra. Vi forsøger ikke at hente siden – det er netop dét, der ikke kan lade sig gøre på sociale medier.
Rettelser
Note og link kan rettes bagefter
Blyant-ikonet på kortet åbner de to felter igen, så du kan rette en tastefejl, tilføje et link, du først finder frem senere, eller fjerne det, du har skrevet. Rettelsen indgår i næste analyse, ikke i dem, der allerede er gennemført. Type og dato kan derimod ikke rettes, fordi de afgør, om materialet stadig regnes som aktuelt. Er de forkerte, sletter du posten og lægger materialet ind igen.
Oprydning
Arkivér frem for at slette
Arkivering lægger materialet væk uden at fjerne det, og kan fortrydes. Sletning er permanent og fjerner også den rå fil fra lageret.
Er ikke omfattet

Hvad der bevidst er holdt udenfor

Brandbøger, CVI'er og strategidokumenter er ikke med. Det er helt med vilje: en brandbook beskriver, hvad brandet gerne vil være, og det må ikke blive facit for netop de afsnit af analysen, det burde måles op imod.